Sellano, en lille by i regionen Umbrien, er for nylig blevet beriget med en såkaldt “intelligent turistattraktion”, en tibetansk hængebro. Den strækker sig over 517,5 meter og er udset til at sætte en stopper for affolkningen af området. Jesper tog turen over den nye bro på jagt efter et godt gys.
”Italiens grønne hjerte”, det er sådan, støvlelandets centrale region, Umbrien, ofte kaldes. Og det passer helt fint til virkelighedens verden. Beviset herfor får man, hvis man kører gennem regionen på en solskinsfyldt maj-dag. Her vil man blive omfavnet og budt velkommen af lysegrønne, mørkegrønne og dusinvis af andre grønne nuancer.
Min destination, der ligger i regionens hjerte, hedder Sellano. En landsby, der tæller omkring 1.100 indbyggere, og som indtil for få måneder siden var totalt ukendt. Siden den 23. marts i år er der dog sket noget nyt. Sellano er ikke kun kommet på Umbriens turist-landkort, men også på Italiens. Det mærker jeg helt klart, da jeg ankommer til byen. Der sker noget. Man fornemmer en stemning, en forventning, og på gaden ser man adskillige personer gå rundt med et pudsigt seletøj spændt fast mellem benene.
Jeg stiller mig i kø for at få mit eget seletøj og begiver mig så i retning af min endestation: Sellanos nyligt indviede tibetanske hængebro, der er 517,5 m. lang og som ”svæver” 175 meter over dalen nedenfor, hvilket gør den til Italiens – og Europas – højest placerede tibetanske hængebro.
Vinden skaber tumult
Jeg følger de skilte, der viser i retning af broen, og da jeg drejer om det sidste hushjørne, får jeg endelig øje på den, udstrakt som den er i sin hængende stolthed mellem Sellano og Montesanto, den lille by ovre på den anden side af dalen. Med forsigtige skridt, et tøvende skridt ad gangen, oppe på broen, bevæger en række brogængere sig langsomt fremad, hen over de i alt 1023 metaltrin. Turen over broen anslås til at vare mellem 30 og 40 minutter. Set hernedefra, i min venteposition, ser det ud som om de bevæger sig direkte ind i himlen.
Efter cirka 15 minutter bliver det min tur, sammen med en gruppe på omkring 20 andre personer. Der kan maksimalt være 70 personer på broen på samme tid, og det anslås, at cirka 100 personer kan krydse den hver time. En person fra bro-teamet illustrerer, hvorledes vores karabinhage skal spændes fast til de stålwirer, der løber hele vejen over broen og som således udgør vores sikkerhedsline. ”Langs ruten er der placeret tre walkie talkies, så hvis I har problemer eller kommer i krise, så brug dem. Vi kommer med det samme”, siger han.
Udefra ser det hele spændende og fascinerende ud, og ordet ”krise” har en klang, der her, med fast grund under fødderne, forekommer at være ren teori. Men efter at jeg har taget de første ti skridt på broen, må jeg lige stoppe op et øjeblik. Min adrenalinproduktion er fra det ene øjeblik til det andet gået i fuld sving. Det snurrer i maven, og når jeg kigger forbi min fødder, ned mod ”afgrunden”, 175 meter længere nede, kan jeg godt mærke, at det vist ikke er dér, jeg skal fæstne mit blik. Bag mig er to italienske piger også startet på turen. Den ene udbryder: ”Det giver godt nok kriller i maven!”
Krilleren i maven udløses af det forhold, at der mellem hvert af de 1023 metaltrin er en afstand på cirka 30 cm. Vel at mærke en afstand ”uden sikkerhedsnet”, hvor man kan se direkte ned i dalen. Det er denne afstand, der betyder, at man føler sig ”udsat” og som straks beordrer kroppen til at igangsætte en intens produktion af adrenalin.
Jeg har mit digitale kamera i den ene hånd, mens min anden hånd er solidt plantet på den stålwire, der skal give mig stabilitet. Af og til stopper jeg op og skyder et par fotos, dog uden at give slip på stålwiren. I takt med at jeg kommer længere ud på broen, kan jeg mærke blæsten. Selvom den er svag, skulle jeg hilse og sige, at den skaber en form for mental tumult. Den får broen til at bevæge sig let, og giver således ekstra kriller i maven, og på et tidspunkt må jeg stoppe kort op for at tale mig selv til ro: ”Du skal koncentrere dig om dine skridt og så ellers bare holde fast i stålwiren”. Herefter fortsætter jeg med langsomme skridt, mere koncentreret og fokuseret end tidligere. Og i takt med, at jeg er halvvejs over broen, kan jeg nu mærke, at mit nervesystem er faldet til ro. Af og til stopper jeg op, løfter hovedet og lader blikket panorere ud over den udstrakte, grønne dal, hvor Vigi-floden løber. Samtidig glædes jeg over, at jeg ikke har haft brug for de ophængte nød-walkie talkies.
Tre steder undervejs er der platforme, hvor metalpladerne er tættere på hinanden, og hvor man således lige kan samle sig, puste ud og lade op til endnu en strækning, inden man fortsætter sin færd. Af og til kommer jeg forbi nogle store, rød-hvid bolde, der er spændt fast til broen og som har noget cirkus-agtigt over sig. Senere får jeg at vide, at det drejer sig om såkaldte ”visuelle indikatorer”. De lyser op efter mørkets frembrud og skal således advare eventuelle lavtflyvende sportsfly om broens tilstedeværelse.
På de sidste meter har jeg nu en behagelig bevidsthed om, at jeg slap over med livet i behold. Inden jeg befrier mig for mit sikkerheds-seletøj, vender jeg mig om, for at se tilbage på broen, der som en lang stål-rygrad løber hen over det grønne landskab. Broens højdeforskel mellem start og slut er på 68 meter. Således kan jeg nu se ned på Sellano, ovre på den anden side af dalen, der heroppefra fremstår som en lille, fascinerende klynge af huse.
Kampen mod affolkning
”Vi havde naturligvis lavet en beregning over, hvor mange besøgende vi mente, der ville komme og gå hen over hængebroen. Men det reelle tal overstiger langt det, vi havde forestillet os”, fortæller Paolo Borroi, der er ophavsmand til projektet og hvis titel er Destination Manager. ”Alene i den første halvanden måned har vi haft 16.000 besøgende, der har taget turen over broen. Det har langt oversteget alle vores forventninger”, siger han og smiler.
Brogængerne har hver især betalt 25 euro for at tage adrenalin-turen over den 517,5 meter lange bro.
”Det er dog vigtigt for mig at understrege, at vi ikke har decideret økonomiske målsætninger med broen. Hele projektet er derimod blevet strategisk udtænkt ud fra et koncept, som vi kalder ”kvalitativ turisme”, i et forsøg på at modvirke den affolkning, som mange små byer, særligt bjergbyer, blandt andet her i Umbrien, lider under. Det er i høj grad også tilfældet med Sellano, blandt andet fordi dette område tidligere har været ramt af jordskælv, i 1999 og 2016. Hvis det så på sigt skulle vise sig, at broen rent faktisk giver et økonomisk afkast, så er planen, at dette overskud skal investeres i nye bæredygtige projekter af samme type”, siger Paolo Borroi.
Projektet blev skudt i gang i 2022 og udførelsen af hele projektet har således ”været ekstrem hurtig”, siger Paolo Borroi. Finansieringen er sket med midler fra EU’s pandemikasse, og det samlede budget for broens opførelse lyder på omkring 1,5 mio. euro. Alle materiale og al know-how, ud fra et byggeteknisk synspunkt, kommer fra virksomheder nær Perugia.
Broen har givet Umbrien endnu en pil i regionens turistbue. Den øgede turisme i Sellano smitter positivt af på andre områder i lige netop denne del af regionen, og 12-14 nyansatte er næsten konstant optaget med arbejdet omkring broen, der lige nu er åben fredag, lørdag og søndag. Senere planlægges dog åbningstider over hele ugen.
Projektet forekommer at være blevet grebet meget professionelt an, hvilket også fremgår af projektets hjemmeside – www.visitsellano.info. Her kan man booke tidspunktet for sin brovandring, og man har adgang til en lang række informationer, herunder interaktive kort og info om vejrforhold.
På hjemmesiden kan man også booke en billet til en shuttlebus, der fra Montesanto kører én tilbage til Sellano. Alternativt kan man vælge at gå ad en naturskøn sti, der går gennem Vigi-dalen og forbi to mindre søer. Den sti starter fra Montesanto og spadsereturen tager ca. 40 minutter.
”Broen er helt sikkert en succes, også ud fra et historisk synspunkt. Særligt når man tænker på, at de to små byer på hver sin side af dalen, tilbage i historien, ofte lå i krig med hinanden. Nu er de, via den nye bro, tvunget til at være en del af et evigt venskab”, siger Paolo Borroi og griner.
Info:
www.visitsellano.info/tibetan-bridge
På hjemmesiden kan du booke dagen for din brovandring – pris 25 euro
Du kan også bestille en returbillet til Sellano med shuttlebussen – pris 5 euro
For at kunne tage turen over broen skal du være mindst 120 cm høj.
I Italien – fra Piemonte i nord til Basilicata i syd – findes der i alt otte tibetanske hængebroer.
