Vicenza var middelalderarkitekten Andrea Palladios hjemby. Og det ser man. I dag, omkring et halvt årtusinde efter at han levede, kan man stadig finde hans imponerende arkitektur overalt i byen.
Når talen falder på, hvilke spændende og interessante byer man skal besøge i den italienske Veneto-region, er det selv sagt altid Venedig, der bliver nævnt. Ofte følger Verona og Padova. Pudsigt nok har Vicenza ikke nogen decideret turist-stjerne. Og det er underligt, for byen er i den grad pakket med storslåede pladser, middelalderatmosfære, historisk arkitektur samt et væld af hyggelige spisesteder i byens idylliske centrum.
Men i Vicenza vil man først og fremmest møde arkitekt Andrea Palladios (1508-1580) arkitektur. Han er manden, der har gjort Vicenza verdensberømt, ligesom det også er hans værker, der har ført til, at byen i 1994 blev optaget på UNESCOs liste menneskehedens arv.
Vicenza med Basilica Palladiana midt i byen.
Ens tur rundt i Vicenza kan således passende starte ved et af hans mest kendte værker, Palladians Basilica, byens domkirke, der blev opført i perioden 1549-1614. Domkirken ligger i byens hjerte og er letgenkendelig på det irgrønne tag, hvis design er blevet så kendt, at det sågar bruges på visse af Vicenzas fritstående aviskiosker. På domkirkens imponerende tagetage vil man i forårs- og sommermånederne kunne sidder og skue ud over byen med en kop kaffe eller en aperitif.
Verdens ældste teater
En anden vaskeægte Palladio-juvel bærer navnet Olympic Theatre. Det blev færdiggjort i 1585 og er i dag et af verdens ældst stadigt aktive teater. Det blev i sid tid bygget med inspiration i de antikke romerske og græske teatre. Trods dets høje alder lægger det fortsat scene til klassiske koncerter i foråret og til jazz-musikere under byens internationale jazzfestival i maj måned. Olympic Theatre har en så intens amtosfære, at man mest af alt vil føle sig som i en tidsmaskine, når man sidder derinde.
En anden oplevelse, man ikke må snyde sig selv for, er en simpel spadseretur i byens historiske centrum. Tja, måske kan den i virkeligheden slet ikke defineres som simple, for det er mest af alt som at gå rundt i en åbenstående historiebog. Klokketårne, historiske statuer, den storslåede Piazza dei Signori med sit marked og sine cafeer med udendørsservering, for ikke at tale om de mange idylliske hjørner og kroge rundt omkring i byen, særligt dér hvor de to floder Bacchiglione og Retrone løber under antikker broer. Alt dette er med til at gøre Vicenza til ét kæmpestort historisk postkort.
Bro over Bacchiglione-floden i Vicenza.
Når appetitten melder sig, må man ikke glemme at smage den lokale pastafavorit bigoli all’arna, bigoli-pasta med anderagout, der vil være at finde på alle byens restauranter.
Tirsdag og torsdag har altid været markedsdag i Vicenza og hundredvis af forskellige boder med tøj, sko, mad, blomster, kunst mv. dukker pludselig op på de to dage og gør centrum til en farverig begivnehed.
Ud af centrum
Palladio møder man dog ikke kun i byens centrum. Hvis man går i sydlig retning, imod Arco delle Scalette, vil man kunne taget turen op til et af de bakkedrag, der omgiver byen. Herfra vil der være skiltning, som viser vej imod Palladios måske mest berømte bygning, Villa La Rotonda. Det var den bygning om hvilken Goethe under sin Italiens-rejse sagde: ”Måske har arkitektonisk kunst aldrig nået en sådan grad af skønhed”. Villaens fire sider er identiske og fuldstændig symmetriske, og med tiden er La Rotonda blevet det ultimative symbol på Palladios arkitektoniske færdigheder.
Villa La Rotonda i Vicenza.
Endnu en attraktion, man ikke må snyde sig selv for i Vicenza, er en spadseretur op til det smukke Monte Berico-tempel. Faktisk er turen derop en oplevelse i sig selv, idet man går gennem en 700 m. lang søjlegang, der består af i alt 150 arkader. Ud fra et religiøst synpunkt skulle den lange søjlegang med den markante stigning give pilgrimme tid nok til at lade op til, at de snart ville ankomme til et sted, hvor hengivenhed og bøn blev praktiseret.
Turen opad mod Monte Berico give sved på panden, men er alligevel et must. For alle ens anstengelser vil blive betalt tifold tilbage, når man har lagt den sidste arkade bag sig og står på udsigtspunktet. Her vil man have en pragtfuld aldeles udsigt ud over Vicenza, og det, som ens øjne første falder på, vil givetvis være Palladios domkirke med det irgrønne tag, der rager op over alle byens andre bygninger og som signalerer, at her slog en genial arkitekt en gang sine folder.
Info:
www.vicenzae.org.