Den italienske ø Ischia er kendt for sine smukt beliggende termiske bade. Øen har også kælenavnet “den grønne ø” på grund af sin smukke natur. Hvad enten du har fokus på varme kilder eller grøn natur, så er Ischia det perfekte sted til selvforkælelse.
I 1949 besøgte den amerikanske forfatter Truman Capote for første gang Ischia. Han søgte et roligt sted for at finde inspiration til en roman. Hans besøg fik dog ikke ligefrem en heldig start. Da han gik fra borde fra den båd, der havde bragt ham til Ischia, snublede han og slog sit armbåndsur i stykker. Det tog Capote som et tegn på, at tiden ikke er vigtig på Ischia.
Det er den italienske forfatter Raffaele La Capria, der beretter om denne episode i rejsefortællingen “De sidste rejser i et forsvundet Italien”. I dag vil du stadig kunne mærke fænomenet tid på en helt særlig måde. For når du komme til øen er det nærmest som at træde ind i en tidslomme. Her hersker en helt anden ånd, næsten en slags solursmentalitet, som om tiden har stået stille i flere årtier.
Den berømte vulkan
I det 8. Århundrede f.Kr. slog de gamle grækere sig ned her på øen. De var især tiltrukket af det smukke landskab, den frugtbare jord og af de mange termiske kilder, der er skabt af øens underjordiske vulkan-aktiviteter. Jo, vulkanen er til stede og rumler stadig i ”øens mave”, men der er ingen fare. Det seneste vulkanudbrud går helt tilbage til 1302.
Op gennem det 19. Århundrede var det særdeles populært blandt Europas kongelige og adelige familier at besøge Ischia i sommermånederne for at slappe af og nyde de mange varme kilder. Desværre blev der i 1883 sat en brat stopper for denne type nydelsesturisme, da et usædvanligt kraftigt jordskælv ramte Ischia. Naturkatastrofen var den værste i Ischias historie og dræbte mere end 1700 personer og sårede omkring 500.
Fantastiske spa-bade
En af Ischias mest kendte spabade er Negombo, beliggende i Lacco Ameno-distriktet. Det har gennem årene været som et slags jordisk paradis for selvforkælelse. Her vil du kunne finde i alt 29 bassiner i forskellig størrelse og med vand af forskellige varmegrader. Nogle af disse pools er bygget ind i klippeskråningerne og omgivet af grøn vegetation. Du vil fx finde en japansk poole med tusinder af småsten, hvor kodeordet er fodmassage. Du vil kunne kunne gå gennem en pool, hvor vandets temperatur henholdsvis stiger og falder, og så vil du kunne placere dig i et større bassin, hvor 38 grader varmt vand plasker lystigt på din skuldrer og således udøver massage af ømme muskler. To andre kendte spa-lokaliteter på Ischia er Giardini Poseidon og Cavascura.
Af Capotes dagbøger fremgår det, at han elskede at besøge Ischias Sant’Angelo-lokalitet, på øens sydlige del. Og det er helt forståeligt, for her taler vi om et usædvanligt idyllisk fiskerleje, hvor biler er forment adgang. Her har man mest af alt en følelse af at spadsere rundt i et gammelt italiensk postkort fra 50’erne.
Lige uden for Sant’Angelo vil du finde noget så kuriøst som en juice-institution. Det drejer sig om il Piccolo Chiosco (Den Lille Kiosk), der har ligger her i de sidste næsten 60 år. Den nuværende ejer Enzo Mattera fortæller mig, at hans mor åbnede kiosken i starten af 60’erne. “Her har vi hverken elektroniske eller mekaniske hjælpemidler. Alle vores citrusfrugter bliver presset med håndkraft”, siger Enzo med et stolt smil.
Det daglige liv i Sant’Angelo er centreret omkring områdets centrale Piazzetta Ottorina Troia. Herfra udgør en small brostensbelagt sandtange vejen ud til Sant’Angelo-bjerget, hvor der ligger historiske hoteller og restauranter. År tilbage var fiskerlejet aktivt, når de lokale fiskere kom ind fra havet med deres fangster, og hvis man skruer tiden endnu længere tilbage var Sant’Angelo sågar en populær anløbshavn for pirater.
Gennem tiden har Sant’Angelos skønhed, ro og tilbagelænede charme tiltrukket både turister og VIP’ere i hobetal, bl.a. navne som Peter Sellers, de italienske filminstruktører Vittorio De Sica og Pierpaolo Pasolini, Sofia Loren, Sting, vores egen Henrik Ibsen samt den chilenske digter Pablo Neruda, der elskede at svømme rundt blandt Sant’Angelos klippeformationer.
En anden oplevelse man ikke må snyde sig selv for, når man er i Sant’Angelo, er en tur med den lokale vandtaxi, der på 10 minutter vil fragte én til en af områdets bedste strande, Spiaggia dei Maronti. Den cirka tre kilometer lange stand har pragtfulde badeforhold og adskillige små strandrestauranter.
Den grønne ø
At Ischia også har fået tilnavnet “den grønne ø”, vil du forstå, hvis du tager turen op til Mount Epomeo, øens centrale bjerg hvis top ligger 800 meter over havets overflade. Udsigten herfra er storslået!
En anden naturattraktion på Ischia er la Mortella-haven. Den er at regne som en af Italias mest fascinerende haver. Det var den britiske komponist William Walton og hans kone Susana, der skabte haven i 1949. William og Susana var – ligesom Truman Capote – kommet til Ischia for at finde stilhed og idyl. Det fandt de til fulde … ja, faktisk i en sådan grad, at de besluttede sig for at slå sig ned her for resten af livet. La Mortella ligger i Florio-distriktet og her vil du finde 800 forskellige planter og blomster samt fontæner, vandfald, en utrolig farverigdom, smukke udsigter, små templer, idylliske søer og sågar et græsk tempel, hvor der ofte arrangeres udendørskoncerter. Et besøg hos la Mortella er et absolut must for haveelskere.
Kaninføde
Ischia har en lang gastronomisk tradition, der især har hentet inspiration fra det napolitanske køkken. Den stærke røde chilipeper vokser vildt på øen og den er med til at give et dejligt kick til mange lokale retter, bl.a. den populære klassiker coniglio di fossa, en kaninragout der laves med lokale vilde kaniner. Retten er faktisk så populær, at du vil kunne finde omkring 35 forskellige varianter af den på øen.
Vindyrkning på Ischia kan dateres helt tilbage til det 8. Århundrede f.Kr., da de gamle grækere startede denne fritidssyssel. I dag bruges de lokale druer til produktion af både hvidvine som Biancolella og Forastera, samt rødvine som Guarnaccia og Cannemela. Hvis du har en kræsen gane, kan det anbefales at prøve Casa d’Ambra-vinhuset i Forio-distriktet. Her vil du kunne både smage og købe Ischias bedste vine. Casa d’Ambra blev grundlagt tilbage i 1888, og mon ikke Truman Capote kom forbi her for at smage på den gode lokale nektar, mens han var på Ischia. Naturligvis uden at bekymre sig alt for meget om tiden.
Info om Ischia
Sådan kommer du til Ischia:
Der findes flere daglige færgeforbindelser fra Napoli til Ischia. Sejltiden er på cirka en time.
Ischias spa-lokaliteter:
Negombo: www.negombo.it
Giardini Poseidon: www.giardiniposeidonterme.com
Cavascura: www.cavascura.it
La Mortella-haven: www.lamortella.org
Casa d’Ambra vine: www.dambravini.com