En middag med Italiens premierminister Mario Draghi – af mange kærligt kaldet Super-Mario – kan medføre moralske overvejelser, etiske hovedbrud og alvorlige overvejelser over, hvilke signaler et slips sender.
Jeg står og kigger ind i mit garderobeskab. Der er skjorter til venstre og bukser til højre. Og skjult bag et par jakkesæt hænger et to håndfulde slips, som ikke har været luftet i årevis. Det er en svedig juli-tirsdag, og den samme aften skal jeg til middag med Mario Draghi. Jeg forestiller mig, at Draghi og jeg sidder og hyggesnakker intenst om russernes krig i Ukraine, klimaforandringer, en galopperende inflation, Femstjernebevægelsens snarlige opløsning og hvad man nu ellers snakker med en premierminister om. Måske slår vi ligefrem vore glas med prosecco sammen og siger ”cin cin” og skåler for en god sommer og en lykkelig fremtid for alle.
Well, det må være mit garderobeskab, der har hypnotiseret mig, for da jeg vågner af min dagdrøm, kommer jeg i tanke om, at der udover mig selv er 200 andre journalister, der vil sidde med ved bordet sammen med Draghi. Der er tale om en nyskabelse: Roms Internationale Pressecenter, der har inviteret den siddende premierminister – i dette tilfælde Mario Draghi – til middag. I pandemiperioden har vi, presseforeningen, ligget lidt underdrejet, og det er derfor en kærkommen lejlighed til at se en lang række kolleger, som jeg ikke har set gennem en længere periode.
Og apropos pandemi, så er det pudsigt nok netop i dagene op til middagen, at smittetallene i Italien igen begynder at vokse. Højdepunktet skulle nås i slutningen af juli, hvorefter det skulle falde igen. Men reelt ved ingen, hvad der vil ske næste efterår.
Jeg er vaccineret tre gange og har haft covid, så jeg kan godt tillade mig at antage en friskfyragtig og kålhøgen attitude. Og så skal jeg jo til middag med Draghi, og derfor står jeg og glaner halvdesperat ind i mit garderobeskab. I de sidste to dage – nej, nok tre – har jeg tænkt over, hvordan jeg skal klæde mig. ”Det italienske magtsymbol”, slipset, er jeg ikke vild med. Men jeg kunne måske iføre mig et slips og så løsne knuden betragteligt for at signalere kreativ afslappethed og en ikke-underdanig holdning ift. gældende sociale konventioner. Eller måske kunne jeg vælge mit blåplettede bugs bunny-slips – med en pin-up-girl på bagsiden – godt nok med fare for ikke at blive taget seriøst. Stilen skal så afgjort ligge et eller andet sted mellem det institutionelle og det skødesløst elegante. Sådan lidt casual … valgt med tilfældighed, distraktion og så alligevel med en sikker hånd.
Klokken ca. 18.30 ankommer jeg standsmæssigt – dvs. på en af Roms mest skodagtige scootere. Jeg købte den for nylig hos en forhandler i Prati Fiscali-kvarteret. Da jeg dukkede op, stod der tre suspekte typer med mafia-blikke og et kropssprog, der signalerede ”hærdede kriminelle”. Hvis jeg var blevet bedt om at aflæse de tre herrers kropssprog, ville jeg have sagt, at de formentlig stod der og funderede over, hvorvidt jeg var en strisser i civil eller en tyndhåret nordbo, der havde noget godt ”græs” til salg.
Hvorom alt er: da jeg forlod stedet, var jeg blevet den lykkelige ejer af en Honda SH 150 til kun 700 euro. Et sandt røverkøb, var jeg ret sikker på. Da jeg senere lod scooteren tjekke hos min lokale mekaniker, kiggede han på mig og konstaterede tørt: ”Det er lidt af et lokum, du har fået dig der. Jeg prøver, om jeg kan redde den”. Jeg måtte hurtigt indse, at min mekaniker havde ret. Speedometret fungerede ikke. Batteriet afgik ved døden efter få dage, og en dag konstaterede jeg en konstant og skræmmende oliedryppen lige over baghjulet. Det blev dog fikset med et nyt filter.
Min personlige mekaniker er ferm på fingrene, og indtil videre kører lokummet, og det er da også det, der får mig bragt op til den Villa Aurelia, hvor Draghi-middagen skal finde sted. Da kontrasten mellem den prangende villa og mit ret beskedne køretøj er påfaldende, vælger jeg at parkere lidt på afstand, da jeg stadig har en vis respekt for visse sociale konventioner, bl.a. dem der fx. omhandler vigtigheden af at gøre ”una bella figura”.
Nå, men hvis sandheden skal frem, så var min aften faktisk i fare i adskillige dage inden middagen, hvilket skyldtes en del etiske grublerier. Lige præcis en uge inden vores journalist-middag havde Draghi været i Istanbul for at mødes med den tyrkiske premierminister, Erdogan. Diktatoren Erdogan. Draghis besøg i Istanbul havde været stærkt kritiseret af flere italienske medier, bl.a. det katolske dagblad Avvenire, der beklagede sig over, at Draghi ikke havde rejst menneskerettighedsspørgsmålet over for Erdogan. Avisen kaldte Draghis besøg hos Erdogan for ”en skuffende pragmatisme, der fører til Draghis omfavnelse af Erdogan”. Andre havde udtrykt sig i endnu hårdere vendinger. Få dage senere skrev også ugemagasinet TPI om Draghis besøg i Tyrkiet. Magasinet understregede især Tyrkiets fortsatte overtrædelse af en række basale menneskerettigheder, herunder bl.a. det faktum at 65 journalister pt. sidder fængslet i Tyrkiet på baggrund af falske anklager om terrorisme. Men den geopolitiske karrusel – der er mere eller mindre blottet for moral og etik – skal naturligvis fortsætte med at snurre, og hvis Italien skal forsøge at styrke sin position på det geopolitiske skakbræt, så betyder det uendeligt lidt, at ikke kun 65 journalister – men også hundredvis af oppositionspolitikere, advokater og borgerrettighedsforkæmpere – er smidt i spjældet i diktaturstaten Tyrkiet.
Men som journalist kunne jeg ikke lade være med at tænke over mine indespærrede tyrkiske journalist-kollegaer, og mine tanker gik i retning af at blive væk fra Draghi-middagen.
”Blot en uge efter sin samtale med Erdogan vil Draghi stå foran 200 FRIE journalister og tale. Skal vi bare lade som ingenting? Jeg er ikke sikker på, at jeg kan tage med til den middag uden at få maden galt i halsen i en slags etisk kvababbelse”, sagde jeg dagene inden middagen til min kone og en kollega og en klog bekendt.
”Ok, men husk på, at Draghi blot er en spiller i det sofistikerede diplomatiske spil. Hvis det var nødvendigt, ville han helt sikkert også tage til Moskva for at tale med Putin”, lød det fra flere sider, efter at jeg flere gange havde luftet min tvivl.
Well, jeg endte mig at lade mig overtale, og jeg valgte at tage slips på, dog med en løs knude. Et slips i nogle lidt mørkere farver, der var anti-sommeragtige men som samtidig signalerer lidt ekstra intellektuel tyngde, håbede jeg. Jeg kunne dog hurtigt konstatere, at på en aften med over 30 graders fugtig varme virkede tilstedeværelsen af det slips omkring min hals temmelig snærende. Lidt den samme følelse man har, når man er i gang med at lave sin selvangivelse. Denne følelse forsvinder heldigvis, da jeg møder en kollega fra Litauen. Inden for to et halvt minut har vi kørt en prosecco og et overdrevet generøst skænket glas hvidvin ned, hvilket straks lægger bunden til aftenens gode humør.
Stemningen er let og sommerlig, og man fornemmer på ingen måde, at Draghi den dag har taget de første skridt ud i et felt, der er mineret med indenrigspolitiske bomber. Femstjernebevægelsen er på vej til at skabe sig tossede, som sædvanligt, og få dage senere skriver den kendte psykolog Massimo Recalcati en opsigtsvækkende artikel, hvori han sammenligner bevægelsens manglende politiske erfaring med italienske teenagere: begge – både Femstjernebevægelsen og teenagerne – tager beslutninger uden at bekymre sig om konsekvenserne.
Men alt dette ved vi ikke noget om den aften, hvor luften er varm, svalerne skriger hen over Villa Aurelia, og alle os journalister er bænkede ved runde borde med plads ti personer. Jeg er heldig at have selskab af en sympatisk kollega fra Algeriet. Han er stor fan af dansk fodbold, og er givetvis Algeriets største Michael Laudrup-fan, idet Laudrup engang spillede en sæson for SS Lazio, der nærmest er en helligdom i min kollegas fodboldunivers.
Ved min venstre side har jeg en venlig herre fra Milano. Han har et rødt slips siddende stramt oppe i halsen, og har beholdt jakken på, hvilket straks indgyder al mulig respekt hos undertegnede. Når jeg kigger på hans stramtsiddende slips, kan jeg mærke hvordan små solidaritetsdråber af sved begynder at løbe ned ad min ryg.
Min smilende bordherre har en ubekymret attitude og et bredt smil, der minder mig en lille smule om Fedtmule, og så er han begejstret for Rom. ”Fantastisk, og sikken en atmosfære. Det er dette fantastiske billede som mange af os milanesere har af Rom”, siger han og smiler endnu mere, hvilket får mig til at tænke endnu mere på Fedtmule. Hans entusiasme er rørende, og jeg nænner ikke at fortælle ham om denne periodes påsatte mafiabrande rundt omkring i den italienske hovedstad, der har hærget byen i flere uger, om affaldet i gaderne, om vildsvin, der spankulerer rundt i byens periferi og spiser hvad de kan finde på gader og stræder, og om en by, der i bund og grund synes at være ude af kontrol. Så vi skåler i stedet, også fordi der hele tiden kommer nogle venlige mennesker forbi vores bord og hælder bobler op i vores glas.
Ved siden af Fedtmule sidder en af hans kvindelige kolleger. Hun bor normalt i New York, så jeg prøver at løbe en snak om New York, som jeg er begejstret for, i gang. Men det er op ad bakke. Samtalen falder hele tiden tilbage på Rom og Italien. Desuden siger hun ikke så meget. Men hun er til gengæld god til at smile, og sågar på de rigtige tidspunkter.
Der bliver holdt taler, og jeg prøver at koncentrere mig om hvad der bliver sagt. Det lykkes sådan nogenlunde, men jeg må indrømme, at det ikke er dér, at jeg for alvor har fokus den aften. Og desuden kommer boble-damen forbi i tide og utide. På et tidspunkt kommer turen til Draghi, der som allerede nævnt har taget de første skridt i det, der i de efterfølgende dag kommer til at udvikle sig til en vaskeægte regeringskrise, med politisk skrig og skrål og skingre overskrifter og mudderkastning partierne imellem.
Draghi går med sine sædvanlige raske og næsten – sådan virker det – afmålte skridt op til pulten, hvor mikrofonen står. Han virker afslappet og i godt humør og ikke tynget af den politiske situation. Han fortæller sågar en lille joke, hvorefter hans tale går over i den mere alvorlige afdeling. Her siger han sågar, at ”den italienske økonomi er i fin form”. Jeg har stor – meget stor – respekt og sympati for Draghi, men ligefrem at betegne den italienske økonomi som værende i fin form er måske liiiige at stramme den lidt. Jeg kigger rundt på ansigterne omkring mit bord for at se, om der skulle være reaktioner på ”italiensk økonomi i fin form”. Men det er der ikke, for det er en juli-aften, luften er mild, svalerne pludrer fortsat lystigt, boble-damen har igen været forbi, og desuden er aftenens kodeord ”ubekymrethed”.
Well, tilbage til Draghis tale: Vi taler trods alt om et land, der kan prale med at have Europas muligvis største statsgæld, der på daglig basis medfører renteudgifter på 180.000.000 euro. Hertil kommer 5,5 mio. italienere, der lever i fattigdom, spandevis af sociale problemer, der tegner til at bliver endnu værre hen over efteråret, de unge veluddannede, der flygter ud af landet i stor stil, en fortsat forøgelse af forskellen mellem rig og fattig og en række andre sociale og økonomiske dårligdomme. Men herregud, i det store billede betyder alt dette formentlig ikke særlig meget. For maden – både generelt men også på denne aften – er faktisk rigtig god, og nu har boblerne fået selskab af hvidvin i naboglasset. Desuden er badesæsonen næsten lige startet, så hvem i alverden gider at tale om BNP og renteudgifter og sociale skel, der vokser og om en lurende fattigdom og kommende strejker når nu ferien – min ferie, vores ferie, nationens ferie – snart begynder. Og på denne aften er det i hvert fald forbudt at tale om nationaløkonomiske dårligdomme: ingen tyrkiske journalister og ingen statsgæld, men kun ”italiensk økonomi i fin form” (Draghi) og ”bella Roma” (Fedtmule).
Ok, måske er det det man af og til har brug? Lidt alkohol i blodet, lidt fodboldsnak på sidelinjen, munter tale om engelsk britpop-musik (min sympatiske bordherrer på højre side – iført et stramt bundet slips – er englænder og taler italiensk med en skøn, sprød accent) en følelse af livets ulidelige lethed ledsaget en udsøgt rødvin, der nu pludselig har gjort sin entre, mens jeg havde fokus andetsteds.
Mange af mine kolleger er henne for at trykke hånd med Draghi, og i dagene derefter ser jeg ganske betydelige mængder af ‘mænge’-fotos på de sociale medier af Draghi og alverdens udenlandske journalister, der er udstationeret i Rom.
Mørket falder langsomt på og lægger sig som en blød dyne rundt om Villa Aurelia. Varmen er svagt aftagende, og min slipsknude er endnu løserer end ved min ankomst. Efter en afsluttende kop vågn op-kaffe falder jeg i snak med en sympatisk engelske kollega, der har fanget mig for at tale om politik. Men klokken er 23.45, og lige nu prøver jeg at huske, hvor det var, jeg havde parkeret min scooter. Da jeg forlader den smukke villa, beder to unge mennesker ved udgangen mig om at sætte min autograf i gæstebogen. Mens jeg skriver mit navn, hører jeg den unge mand – i midten af 20’erne – sige ”Når jeg er færdig, tager jeg til udlandet. Jeg tror ikke, at jeg finder noget i Italien”. Jeg siger til ham, at det på denne aften er forbudt at være pessimist. Vi falder i snak, mest af alt fordi jeg beder ham uddybe sit synspunkt. Imens kravler den store viser langsomt hen over 12-tallet.
Jeg går imod min Honda SH 150, der som sagt holder parkeret i behørig afstand af villaen. Den holder der stadig, da det formentlig kunne er den italienske hovedstads mest desperate kriminelle, der vil svine deres fingre til for at nappe et så primitivt køretøj. Jeg ruller afsted ganske langsomt. Den overdrevent varme luft kærtegner mig i ansigtet og minder mig om, at vi nu ikke længere kan lade som ingenting i forhold til klimaproblematikkerne. Jeg gør holdt foran den store fontæne, il Fontanone. Der sidder romere og turister på fontænens kant og nyder det smukke skue. Ovre på den anden side af vejen står folk og kigger ud over byen og dens nattelys.
En ny dag har taget sin begyndelse. Jeg gasser op og drejer i retning af Gianicolo og videre mod Prati. En lille uges tid senere falder Draghi-regeringen. Der bliver valg den 25. september. Sommeren er allerede brandvarm, og efteråret bliver nok endnu varmere.
