Det er 33 år siden, jeg boede fast i Firenze, hvor jeg gik til italiensk og gjorde værelser rent på et lille florentinsk hotel. I maj i år vendte jeg tilbage, for at lave research og som rejseguide.
Jeg kan genkende indgangsdøren ved Via San Zanobi 69 i Firenze. Og det til trods for, at det er 33 år siden, at jeg boede her. Det var tilbage i 1990. Året efter Berlin-murens fald, og to år før Danmark blev fodbold-europamestre. Navnet på dørtelefonen er for længst blevet fjernet, og guderne må vide, hvad mine lejlighedskammerater, Massimo og Luca, nu foretager sig. Vi har ikke længere kontakt.
Turen gennem Via San Zanobi har jeg taget hundredvis af gange, til fods eller på min dengang gamle, skramlende mormor-cykel … med en praktisk cykelkurv. Jeg besluttede mig for nylig for at tage turen gennem min gamle gade igen, en fodtur gennem Hukommelsens Allé, der efter få minutter bringer mig ned til det store San Lorenzo-marked. Og straks befinder jeg mig midt i turist-Firenze. Hundredvis af boder, der alle sælger omtrent de samme læderartikler – tasker, læderjakker (jo, flere af dem er faktisk ret lækre og smarte, og jeg begræder næsten, at jeg for omkring 30 år siden holdt op med at være en læderjakke-type), bælter, store tasker, små tasker, tasker af mellem størrelse, håndtasker, bæltetasker, handsker, t-shirts med Michelangelo og Jomfru Maria i moderne attituder og meget andet. Jeg kan genkende duften. Den river stadig i næsen. Det er duften af læder, der hvirvler rundt i luften i de smalle passager, mens sælgerne forsøger at shanghaje de forbipasserende. Atmosfæren er fortættet, og i en verden, der konstant ændrer sig – og det ofte med en vanvittig hastighed -, kan jeg med et mix af velbehag og overraskelse konstatere, at lige her, på San Lorenzo-lædermarkedet, har intet ændret sig i de sidste 33 år.
Jeg stopper op ved Mercato San Lorenzo, og stikker hovedet indenfor. Det er Firenzes madmarked. Attraktivt og spændende. To etager med smagsprøver, masser af frokost- og middagsmuligheder, skinker der hænger ned fra lofter, salgs-signoraer der tilbyder smagsprøver på nyligt presset olivenolie, hele grisehoveder i slagterens udstillingsmontre, en liflig kaffeduft man kan nyde, mens man lytter til den typiske og charmerende florentinske accent, der hos nogle af de lokale er ret markant.
Jeg forlader markedet, mens jeg husker på min kones ord, inden jeg tog mod Firenze. ”Husk at se San Lorenze-basilikaen”. I toget fra Rom til Firenze læser jeg et interview med Uffizi’ernes direktør, tyskeren Eike Schmidt, der siger: ”Et besøg i Firenze bør naturligvis inkludere Uffizi’erne, men det bør starte med San Lorenzo-basilikaen”. Min kone og den tyske direktør taler som med én stemme: Jawohl … jeg kan helt klart ikke undslå mig og indløser kort efter billet til basilikaen.
Et skridt væk fra de profane lædervarer over i et næsten helligt univers. Jeg fornemmer hurtigt, at noget særligt er på færde. Der er metaldetektorer som i lufthavnen og en selvhøjtidelig attitude hos billetsælgerne. Det står snart klart, at jeg er kommet til det helligste af det hellige. Der er storhed og historie, der snurrer rundt og rundt om hinanden, og hvis jeg troede på de mange historier om det berømte Stendhal-syndrom – ifølge fortællingerne er det et syndrom, der tidligere især ramte menneske fra unge nationer, fx USA, Canada, Australien m.fl., og som hensatte dem i en tilstand af bekymrende rallen grundet al den antikke kunst som de pludselig så oprullet foran deres skrøbelige synsnerver – så var det ganske giver lige her, lige midt i det utrolige rum, midt i Firenzes San Lorenzo-basilika, hvor jeg nu befinder mig i en tilstand af målløshed, at jeg selv skulle begynde at ralle og føle mig svimmel og efterfølgende lade mig transportere hen til det lokale hospital for hurtig behandling.
Men det sker heldigvis ikke. Jeg holder på formerne. Lægger nakken tilbage og tænker ”nej, det er simpelthen løgn”. Det hele, dvs. dette sted, er aldeles storslået og skønheden er på ingen måde afmålt. Den trækker sig op ad mure og søjler, den hænger og blærer sig i den overdådige loftskonstruktion. Den skjuler sig i detaljen, fx i de mosaikstensbelagte familievåbenskjold, der dekorer væggene flere steder og som man kan falde i svime over her og der, dog uden at få Stendhal på nakken. Jeg vil nødig indrømme det, men min kone havde ret (som sædvanlig!) … og naturligvis også den gode Uffizi-direktør. Og men denne indrømmelser kan jeg nu mærke en behagelig følelse af veltilpashed, der skyldes, at jeg nu føler mig en lille smule mere kulturelt velklædt, end før jeg startede mit besøg.
Ude af basilikaen fortsætter jeg mod byens hjerte, byens arkitektoniske blod og storhed. Santa Maria dei Fiori-domkirken, et bygningsværk der vel hører til på verdens Top-5-liste over imponerende bygningsværker, særligt på grund af arkitekt Brunelleschis kuppel … en sand arkitektonisk genistreg. Det er historien om arkitektoniske udfordringer som virkede uoverstigelige, men som Brunelleschi løste. Skabertrang, konkurrenceånd i forhold til kollegaen og konkurrentarkitekten Neri di Fioravanti, kreative evner langt ud over det gennemsnitlige og en vilje til at vise verden, hvordan sådan en kuppel kunne bygges.
I mine unge dage holdt jeg af at gå langs Via dei Calzaiuoli. Når jeg kom til gadens afslutning, lige dér hvor den munder ud i Piazza del Duomo, ville jeg dreje ansigtet let mod højre, og så hæve blikket en anelse, hvorefter jeg ville få et stykke verdensarkitektur lige i synet. 467 trin mod toppen. Der er udsigt til det hele, til Santa Croce, til Fiesole, til okkerfarvede hustage, til Palazzo della Signoria, til fremtid og fortid, til dagens gode gerninger og til de bedste intentioner. Himlen ligger først for, men så efter noget tid begynder byen at kalde, og nedstigningen er ‘piece of cake’.
Videre imod Caffe Gilli, hvor de har brygget kaffe siden 1733. Det var her, den amerikanske fotograf Ruth Orkin skød det berømte street photo ”American girl in Italy”. Orkin arbejdede på en artikel om at rejse alene som kvinde. I Firenze mødte hun sin landsmand, Jinx. De blev venner og daskede rundt i Firenze. Jinx fjollede, og Ruth skød fotos, og foran Gilli så Ruth et stort potentiale, da Jinx gik forbi en gruppe florentinske mænd. Ruth løb i forvejen og bad så Jinx om at tage turen igen. Og bang … skuddet var i kassen og hænger nu rundt omkring på museer og i hjem, omtrent i hele verden. Jinx ser desperat ud på fotoet, men har pudsigt nok erklæret – i en artikel i The Star fra 2011 – ”… italienske mænd er gode til at give komplimenter, og det er rart at blive værdsat. Jeg følte mig ikke det mindste krænket”. Hvem ved, måske var fotoet i den grad opstillet? Måske var Jinx’ halvvejs lidende udtryk noget Ruth havde efterstræbt? Vi ved det ikke, og måske får vi det heller ikke at vide. Hverken Ruth eller Jinx lever længere.
Turen er kort fra Caffe Gilli og ned til ”metalsvinet”, ved Mercato Nuovo, som H.C. Andersen skrev om. Faktisk er det ikke en gris, men et vildsvin. Folk står i kø for at røre ved vildsvinets blankpolerede snude, og for at lade en mønt falde fra dens mund og ned i risten nedenfor. Begge dele – at røre ved vildsvinets tryne og mønten, der ryger i risten – betyder naturligvis held og lykke.
Der er mange turister, og de taler engelsk, spansk, japansk og russisk. Og de køber ind og bruger penge, mens florentinerne selv rømmer deres bylejligheder, flytter udenfor centrum og melder sig på AirB&B.
Ponte Vecchio, den gamle bro, står her endnu, og er fortsat et trækplaster. Da tyskerne trak sig fra Firenze, hvor de havde valgt deres hovedkvarter under 2. Verdenskrig, valgte de at sprænge alle byens broer i luften. Dog med undtagelse af Ponte Vecchio. Hvem ved, måske huskede Hitler ved den lejlighed, at han noget tid forinden havde skridtet gennem Vasaris Korridor, der blandt andet løber hen over Ponte Vecchio. Her havde han sammen med Mussolini angiveligt taget opstilling ved det store vinduesparti, der vender ud mod Arno-floden for at beundre udsigten til byen. ” Eine schöne Aussicht”, skulle formentlig have været den diktatoriske tanke, der senere blev Ponte Vecchios redning.
På den anden side af Arno’en, Oltrano, i byens sydlige del, er der mere ro over tingene. Jeg drejer straks til venstre, langs Arno’en. Flodens vand ligger blikstille, og en del af Uffizi’erne på den anden side spejler sig i de bløde vandmasser. Herfra er der ikke langt til Villa Bardini, den smukke gamle have, der var forladt i en årrække, men som i 2006 blev genåbnet. Her finder jeg stor- og stilhed. Havens reklameslogan – ”byens bedst udsigt ud over Firenze” – holder (næsten), for jo, der er bestemt smukke udsigter. Til Domkirken og rådhuset og Santa Croce og hele herligheden, mens favntaget er grønt og givende. Kaffen eller spumanten kan indtages med stil, romantikken er i højsædet (hvis man er i det humør), og lidt længere nede ligger den smukke korridor, som naturen har pyntet med blåregn. Influencerne står i kø for at tage fotos og lave reportage og influencere.
Jeg går rundt i haven. Finder smutveje og stier, halve hemmeligheder og antikke statuer og tænker, at nu må jeg også se at komme videre. Og det gør jeg så. Går opad og opad. Op mod piazza’en. Op mod udsigtspunktet.
Det bedste af dem alle. Her husker jeg stadig et spørgsmål, jeg for 33 år siden stillede en passioneret florentiner. Han stod nær David-statuen med en tændt transistorradio trykket mod den ene øre. En begejstret sportskommentator ævlede løs med 120 km/t, hvorefter jeg spurgte ”Hvem spiller”? Manden kiggede distræt på mig og næsten råbte ”Bugno, Bugno, Bugno”. Senere samme dag fandt jeg ud af, at det italienske cykelfænomen Gianni Bugno var på vej til at vinde Giro d’Italia.
Piazzale Michelangelo er som balsam for sjælen. En ganske særlig atmosfære vibrerer i luften. Udsigten er fantastica! Nok en af Italiens fem bedste. Hele byen ligger for ens fødder … Arno’en, de historiske cafeer, renæssancen og dens mange kunstnere, basilikaerne, historien og historierne. Og som jeg står her og suger det hele til mig, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis Rom er evig, ja … så er Firenze det givetvis også.
Min næste kulturrejse til Firenze – arrangeret i samarbejde med Granada Kulturrejser – finder sted i perioden fra 2.-9. oktober 2023. Læs mere om kulturrejsen til Firenze her: granada.dk/sensommer-i-firenze.