Skønt præsidentpaladset Quirinale ser både stort og tilknappet ud, kan det faktisk godt besøges.
Udefra ser den gigantiske bygning temmelig tilknappet ud. Og ofte står der garder ved indgangen, som om de var til for at holde almindelige borgere på afstand. Skinnet bedrager imidlertid, for trods en storslået arkitektur, som dog synes at have noget utilnærmeligt over sig, kan det faktisk godt lade sig gøre – i hvert fald i normale ikke-pandemi-tider – at komme ind i en af den italienske hovedstads mest prestigefulde bygninger, Quirinale, det italienske præsidentpalads.
Gennem mange år havde den ugentlige åbningstid været sølle fire timer, hver søndag formiddag. Det er der imidlertid blevet lavet om, efter at præsident Sergio Mattarella blev indsat i februar 2015. “Quirinalet skal være alle italieneres hus”, sagde Mattarella efter sin indsættelse og introducerede således de nye langt mere generøse åbningstider – hele fem dage om ugen.
Quirinalet blev opført i 1583 og har gennem århundreder været bolig for paver, konger og præsidenter. Den sidste pave, der boede i Quirinalet, Pio IX, blev smidt ud i 1870, da Italien havde besejret Pavestaten og indtaget Rom, og siden 1948 har det enorme bygningsværk været embedsbolig for den italienske præsident. Sergio Matteralla er den 12. i rækken. Quirinalet, der tæller cirka 1.200 værelser, dækker et gulvareal på omkring 110.000 kvadratmeter og går for at være en af verdens største bygninger.
Ikke nok med at åbningstiden er blevet udvidet. Endnu flere områder end tidligere er nu tilgængelige for offentligheden. Det gælder fx. Quirinalets museum for hestetrukne kareter, der regnes for at være Italiens mest prestigefulde af sin slags. Omkring hundrede kareter, der blev bygget fra slutningen af det 17. århundrede til starten af det 19. århundrede, kan beundres, med den berømte Berlingotto, fra 1789, som samlingens absolutte pragteksemplar.
Også Quirinalets have er åben for offentligheden. Så nu har man mulighed for af sirligt anlagte stier at spankulerer rundt i den usædvanligt veltrimmede cirka fire hektar store have, hvor man kan beundre spændstige palmer, marmorskulpturer, kunstfærdige fontæner og, her og der, ukendte udsigter ud over den evige stad.
Quirinale har planlagt to forskellige besøgs-ruter. Rute 1, der varer cirka fem kvarter, og rute 2, hvis varighed er det dobbelte. Man skal naturligvis ikke frygte at blive ledt gennem alle 1.200 værelser, men udover Karetmuseet og Quirinal-haven byder rute 2 på en række prestigefulde værelser og sale, fx. Cappella Paolina, Buste-galleriet, den berømte Salone delle Feste (Balsalen) samt det, der angiveligt er præsidentens arbejdsværelse fra tid til anden.
Et besøg på Quirinale er ikke kun en mulighed for at kommer helt tæt på en institution, der tidligere – grundet den meget begrænsede åbningstid – næsten virkede som forbudt område. Et Quirinale-besøg vil helt sikkert også virke som en fredfuld helle på dig, der finder den omkringliggende storby lige lovlig kaotisk.
Info:
Bemærk at der grundet Covid-19 kan forekomme restriktioner i de normale åbningstider og besøgsmuligheder.
Website: palazzo.quirinale.it.