Berømte gravsteder, et kæmpe kirkerum, berømte malerier samt ånd og atmosfære. Af Firenzes mange smukke og storslåede basilikaer er Santa Croce formentlig den, der byder på mest kunst og skønhed.
Når man står og betragter facaden på Firenzes kendte Santa Croce-kirke, i byens centrum, så betragter man samtidig et af de ypperste udtryk for en gotisk stil, der er kendetegnet ved lethed, vertikale linjer og komplekse dekorationer, som en integreret del af selve arkitekturen.
Santa Croce-facadens stringente symmetri og lige linjer brydes imidlertid af Dante-statuen, der står foran facadens venstre side. Dante-skulpturen, udført i hvidt Carrara-marmor af skulptør Enrico Pazzi, blev opstillet i 1865, i anledning sekshundredåret for Dantes fødsel, som tilfældigvis faldt sammen med Firenzes første år som Italiens hovedstad. En værdighed som dog kun varede indtil 1871.
Dante har som bekendt en prestigefuld position som ”faderen til det italienske sprog”, grundet især hans mest berømte værk, den ”Guddommelige komedie”, der blev skrevet i perioden fra 1307-1321 på florentinsk, en forløber for vor tids moderne italienske sprog.
Men Dantes kulturelle tilstedeværelse, dér foran en af Firenzes mest storslåede basilikaer, er samtidig et tegn på, hvad der møder den besøgende inde i det overdådige kirkerum. For Santa Croce er ikke blot en kirke. Den er også et kunstnerisk smykkeskrin, et kirkemuseum qua sine mange berømte gravsteder og dermed også en kulturhistorisk institution.
Et arkitektonisk symbol
Santa Croce blev opført i perioden fra 1294-1385 og er i dag et af Firenzes mest kendte arkitektoniske symboler. Gennem tiden har kirken været mødested for berømte kunstnere, teologer, forfattere, humanister og politikere, som hver især, gennem skiftende tider, har været medbestemmende til at definere Firenze som renæssance- og sen-middelalderby.
Straks man entrer kirken er det svært ikke at overvældes, alene grundet kirkerummets dimensioner. Tværskibet måler hele 73 meter, og kirkens midterskib (det centrale, store rum, red.) har en længde på 115 meter og en bredde på 38 meter.
Det bredt favnende kirkerum er enkelt i sin arkitektur og alligevel monumentalt. Det har en højtidelig atmosfære og en imponerende fysisk udstrækning blandt andet på grund af de to betragtelige sideskibe.
Den kendte neoklassiske, italienske digter Ugo Foscolo – hvis gravsted kan ses i kirken – valgte i sit værk Dei sepolcri (Om gravsteder) at betegne Santa Croce som et slags nationalt italiensk gravsted. Og det ikke uden grund, for kirken rummer en række gravsteder, hvor nogle af de største genier, som Italien har opfostret, er stedt til hvile. Det er disse gravsteder, Foscolo kaldte for ”de stærkes urner” i et af sine digte.
Flere imponerende gravsteder
På vores tur rundt i kirken, som kan udføres ved hjælp af et praktisk oversigtskort, der udleveres ved indgangen, møder vi først Galileo Galileis gravsted, udført i 1737. Galilei var fysiker, astronom, filosof og matematiker og betragtes som faderen til den moderne videnskab. Han er en nøglefigur i den videnskabelige revolution for eksplicit at have introduceret en videnskabelig forskningsmetode. Hans imponerende humanistiske tankegods er næsten gengivet fysisk ved det imponerende gravsted i Santa Croce. Med dets skinnende hvide marmor udstråler gravstedets centrale Galilei-buste både styrke og intelligens.
På ens atmosfærefyldte færd videre rundt i kirken, dukker andre berømte gravsteder op, blandt andet et, der er lige så imponerende som Galileis. Det drejer sig om Michelangelos, der blev projekteret af den kendte arkitekt og maler Giorgio Vasari. Også i dette tilfælde er det nødvendigt at placere sig foran den berømte kunstners gravsted i en rum tid, hvis man ønsker at få gravstedets storhed under huden og de mange detaljer fæstnet på nethinden.
Efter endnu nogle minutter rundt i kirken dukker endnu en verdensberømt personligheds gravsted op. Denne gang drejer det sig om politiker og filosof Niccolò Macchiavelli, der især er blevet berømt på den legendariske sætning om at ”målet helliger midlet”. Den kontroversielle påstand stammer fra hans bog ”Fyrsten”, fra 1513, hvori han anfører, at ”en dygtig politiker må være skrupelløs, og han må benytte sig af alle kneb for at styrke egen og statens magt”. Mens man står og betragter gravstedet, kan man så eventuelt fundere over, om man deler Macchiavellis livsfilosofi.
Nævnes skal også det gravsted, der tilhører den kendte komponist Gioacchino Rossini, der blandt andet er kendt for musikken til operaen ”Barberen fra Sevilla”. Man må heller ikke glemme allerede nævnte Dante, der ikke kun står foran kirken, men også har taget hvile under Santa Croces mægtige tagkonstruktioner.
Oversvømmelse og vandskaber
Det er dog ikke kun gravstederne, man skal gå efter i Santa Croce. Som ethvert andet museum – i dette tilfælde et ”kirke-museum” – pryder flere kendte og smukke malerier og værker væggene i kirkerummet. Det gælder fx Donatellos smukke trægravering, ”Annunciazione”, fra 1435, der hænger i kirkens højre skib.
Et andet berømt værk er Cimabues ”Crocefisso” (Krucifiks, red.), fra 1288, med de betydelige dimensioner 4,33 x 3,90 meter. Med til værkets historie hører de betydelige skader, det led under den store oversvømmelse i Firenze den 4. november 1966, da vandet i Arno-floden gik over sine bredder og skabte omfattende ødelæggelser i store dele af byen. Cimabues berømte og nu beskadigede krusefix, fra 1288, blev efterfølgende genstand for en lang og innovativ restaurering i flere forskellige laboratorier i Firenze. Vandskaderne betød desværre, at 60 procent af billedfladen blev svært beskadiget, hvorfor det i dag er langt vanskeligere at sætte pris på værkets meget høje tekniske kvalitet. Alligevel, påpeger kunsthistorikere, har det ikke mistet sin udtrykskraft. For at beskytte krucifixet mod en fremtidig oversvømmelsesrisiko blev det i 2013 ophængt på et sikkert sted, højt oppe på en væg i kirkens sakristi.
I Santa Croces lille interne boghandel kan man i øvrigt købe en af størrelse beskeden publikation, med en række imponerende sort-hvide fotos, der viser at Santa Croces kirkerum under den store oversvømmelse var fuldstændig invaderet af sort og mudderholdigt vand.
En enestående oplevelse
Et andet værk, der også blev skadet under oversvømmelserne, var maler og arkitekt Giorgio Vasaris maleri ”L’Ultima Cena” (Den sidste nadver, red.) fra 1547. Vasari er et kunstnernavn, man ofte møder, når man læser om renæssance og arkitektur i datidens Firenze, idet han blandt andet er ophavsmand til den berømte – men fortsatte lukkede – korridor, der forbinder Uffizi-museet med Pitti-paladset.
I mange år mente førende kunsteksperter, at det ville være umuligt at redde maleriet efter vandskaderne. Men i 2004 fandt man frem til en innovativ metode, med hvilken det lykkedes at redde det berømte maleri. Og i 2016, for at markere 50-året for oversvømmelsen i Firenze, blev det store maleri ophængt i seks meters højde i et anneks til selve kirken.
I den lille interne gårdhave, hvor marmorkolonner og en rolig, grøn atmosfære kæmper om de besøgendes opmærksomhed, kan man for en kort stund løfte blikket, blot for at nyde synet af det klokketårn som ikke er synligt fra piazza’en foran kirken.
Et tidligere klokketårn styrtede sammen i 1521, hvilket medførte en vis skade på selve kirken. Flere andre efterfølgende forsøg på at bygge et nyt tårn var ikke blevet gennemført. Ikke indtil 1845 hvor det lykkedes arkitekten Gaetano Baccani at bygge det nuværende 78 meter høje tårn, som således fuldbyrder Santa Croces arkitektoniske udtryk.
Ingen tvivl om, at Santa Croces arkitektur, religionshistorie, gravsteder, malerkunst, ånd og atmosfære samt spidse klokketårne går sammen hånd i hånd for således at tilbyde de besøgende en helt enestående oplevelse.
Yderligere info
www.santacroceopera.it