I sidste uge kårede det kendte engelske, økonomiske magasin The Economist Italien som årets land. Begrundelsen lyder bl.a., at ”Italien under Draghi-regeringen har forbedret sig meget i det forløbne år”. Kåringen har fået blandet modtagelse.
Det blev modtaget med klapsalver (af de fleste), da det kendte britiske magasin The Economist i sidste uge kårede Italien som ”årets land”. Denne tilbagevendende begivenhed – kåringen af et ”årets land” – var en ukendt begivenhed for de fleste indtil for få dage siden. Men nu er vi alle blevet lidt klogere, og kan dermed se frem til endnu en tilbagevendende årlig begivenhed.
Nyheden var helt sikkert overraskende, særligt når man husker på, at The Economist flere gange har haft ”riven ude” efter Italien. Første gang var i 2001, da forsideartiklen lød ”Hvorfor Berlusconi ikke vil være i stand til at regere Italien”. En temmelig polemisk åbningsartikel, hvis man altså ser bort fra påstandens absolutte sandhedsværdi.
Senere, i 2011, ryddede Berlusconi igen The Economist-forsiden. Denne gang sidder han i en alfaderlig stilling i en hvid lænestol og slår ud med armene, mens magasinet på forsiden præsenterer ham som ”Manden, der tog røven på en hel nation”. Endnu en gang var overskriften af den barske slags, og endnu en gang havde The Economist ret! Op gennem 10’erne har der været flere andre Berlusconi-forsider, der viser at magasinet altid har haft et godt øje både til både Berlusconi og til millioner af italienske vælgere, der gennem årene har været ramt af noget der mindede om et Stockholm-syndrom (det faktum, at man forelsker sig i sin fangevogter, JSJ).
Silvio Berlusconi på diverse forsider af The Economist.
Draghi har skabt stabilitet
I begrundelsen for at vælge Italien som årets land, skriver The Economist bl.a.: ”Italien har ændret sig med Draghi. En kompetent og internationalt respekteret premierminister. Det kan ikke afvises, at det går meget bedre nu i italien end for et år siden«. Ordet vækst er brugt flere gange i artiklen, som også understreger, at “stabiliteten i Italien vil være i fare, såfremt Draghi skulle forlade posten som premierminister for at blive præsident for republikken”. Dette under henvisning til, at der ved udgangen af januar 2022 skal vælges ny præsident for Italien. En præsidentpost som slet ikke har samme politiske tyngde som i Frankrig men som vel snarere kan beskrives som en repræsentativ post, lidt ala vore egen dronning.
I sin entusiasme ”glemmer” The Economist dog, at netop den ikke-demokratisk valgte Mario Draghis udnævnelse som premierminister er et håndgribeligt bevis på italiensk politisk dybe krise. Gennem de sidste to årtier har Italien adskillige gange måttet invitere forskellige teknikere og, især, bankfolk ind i Roms regeringspaladser, når det for alvor er brændt på økonomisk. Nogle af de ikke-folkevalgte teknikere, der gennem de sidste to årtier har kunnet smykke sig med titlen som premierminister har været Giuliano Amato (1992-93), Carlo Azeglio Ciampi (1993-94), Lamberto Dini (1995-96), Mario Monti (2011-13), Giuseppe Conte (2018-2021) og nu altså Super-Mario, som Draghi ofte kaldes med en blanding af affekt og ærefrygt.
The Economist skriver, at takket været Mario Draghi har Italien nu fjernet sig fra det som bladet kalder en ”weak governance”, som mange muligvis vil oversætte med ”svag politisk styring”, men som nok i virkeligheden kan beskrives som ”de politiske partier, der ikke er i stand til at kikke ud over egen næsetip og egne partipolitiske interesser for at tage de rigtige beslutninger til fordel for befolkningen og landets interesser”, hvilket gennem årene har ført til, at Italien i 2019 havde det værre økonomisk i forhold til 2000.
Mario Draghi, Italiens premierminister siden d. 13. februar 2021.
Bladet skriver videre, at ”den nuværende regering imidlertid er i fare, idet Draghi muligvis håber på at bliver valgt som landets næste præsident”. Dermed viser The Economist med al tydelighed, at det ville have været mere korrekt at kåre Draghi til ”Årets italiener” i stedet for Italien til ”Årets land”. For skulle Draghi forlader posten som premierminister for at sætte sig til rette i Quirinale-paladset som landets næste præsident, vil det kun være et spørgsmål om tid, før den politiske situation – endnu en gang – kollapser med et muligt nyvalg til følge.
Berlusconi, no grazie!
Kåringen af Italien som årets land har ikke skabt debat i traditionel forstand. Men den har afstedkommet en del kommentarer. Blandt manden på gaden – som generelt ikke følger meget med i hvilke udmeldinger, der kommer fra The Economist – har kåringen givet anledning til et forsigtigt smil af national stolthed. Hos eliten bliver der derimod rynket på næsen. Flere observatører henholder sig til, at Elkann-Agnelli-familien (ejer af Fiat og Juventus og en række andre små og, især, ikke så små virksomheder) har en ganske stor andel af aktierne i The Economist-mediekoncernen, hvorfor kåringen næsten bliver betragtet som en lidt kedelig selvfølge.
Blandt andet skriver Riccardo Bocca, journalist på det politiske ugemagasin TPI, ironisk om The Economist-kåringen: ”Soliditeten af vores lands psico-politiske tilstand kan udledes af det faktum, at vi nu over adskillige dage har talt om det, som det engelske magasin The Economist (der bærer efternavnet Elkann-Agnelli) skriver. Allerede tilbage i Berlusconi-æraen driblede The Economist rundt med italienske temaer, hvilket helt sikkert også vil ske i fremtiden. Men det skal ikke opfattes som noget alvorligt. Der er ganske enkelt tale om overvejelse, der udgør en skønsom blanding af økonomiske hensyn og strategi. Alt sammen blot for at øve indflydelse på den provinsielle holdning som vi italienere er i besiddelse af”.
Tilbage til præsidentposten, der bliver ledig om en måned: hvad vil der ske, hvis Draghi, som mange håber, forbliver på sin plads som premierminister? Hvem skal så være Italiens 13. præsident? I længere tid har højrefløjen gjort hvad den kunne for at køre Berlusconi – ja, den Berlusconi! – i stilling som deres præsidentkandidat, hvilket har afstedkommet noget, der mest af alt minder om gru hos venstrefløjen og hos den gennemsnitlige venstrefløjsvælger. ”Er de seriøse”?, ”Det må da være et bluff-nummer”!, ”Hvis han bliver valgt, rejser jeg fra Italien”, ”Det kan de sgu da ikke mene i ramme alvor”. Disse og mange flere er nogle af reaktionerne på Berlusconis kandidatur. Andre, fx. dagbladet Il Fatto Quotidiano, går mere systematisk til værks, idet avisen har iværksat en underskriftsindsamling imod Berlusconis kandidatur. På få uger har avisen samlet omkring 180.000 underskrifter imod en af nationens rigeste mænd som den mulige næste præsident.
Flere aviser og meningsdannere har i denne periode brugt en del spalteplads på at forklare, hvorfor Berlusconi – ifølge deres mening – er uegnet som Italiens kommende præsident. Blandt andet minder journalist ved Il Fatto Quotidiano, Gianfrancesco Pasquino, om, at Berlusconi tidligere – i 2015 – blev dømt skyldig for at have bestukket parlamentsmedlem De Gregorio for at hoppe fra venstre side af parlamentet over på højre side, således at den daværende Prodi-regering måtte træde tilbage. Berlusconi blev dog ikke endeligt dømt, idet dommen endte med at falde for forældelsesfristen.
Mario Draghi (tv) og Silvio Berlusconi (th).
Også en af venstrefløjens skarpeste penne, Michele Serra, journalist ved avisen la Repubblica, skriver om sit syn på Berlusconi som præsidentkandidat:
“Der er én ting, der skal siges, og som skal siges nu. Uden bitterhed, men med rolig hårdhed: alene hypotesen om Berlusconi som præsident lyder som en uhyrlig fornærmelse over for en del af italienerne. Jeg ved ikke hvordan, man vil kunne kvantificere dem, men der er mange af dem. Det er millioner af borgere, for hvem Berlusconi ikke var en fjende ‘af venstrefløjen’. Han var en fjende af fredelig sameksistens og af et demokratisk sindelag, af folket og af demokratiets spilleregler. Den rolle spillede han med både vedholdenhed og stolthed (det må erkendes), dvs. den type stolthed man finder hos dem, der betragter sig selv som værende hævet over alle love, og overlegen i forhold til alle magtspil. Han gjorde den som landets herre, dvs. ikke som tjener af landets interesser, hvilket man vil kunne forvente af den, der udpeges til landets højeste hverv. Hvad angår Berlusconis internationale image findes der ingen italiener, som har rejst, der ikke har følt sig ydmyget af vittighederne om bunga-bunga-festerne (Berlusconis ”legendariske” fester hvor unge piger angiveligt dansede topløse foran Berlusconi, JSJ) og af samtalepartnerens medlidende fnis. Jeg undlader – fordi jeg pudsigt nok anser det for mindre alvorligt – den velkendte ophobning af retssager mod Berlusconi. Ikke fordi det ikke er relevant, men selv uden disse sager vil Berlusconis person, hans politiske skikkelse og hele hans kandidatur være helt igennem uacceptabelt.”
Når vi kommer på den anden side af jul og nytår, og i takt med at vi bevæger os imod midten af januar, hvor præsidentvalget vil gå ind i en indledende fase, vil hele det taktiske spil omkring præsidentposten for alvor blive intensiveret. Indtil videre må vi nøjes med at gætte på, om Mario Draghi vil acceptere et kandidatur som den næste præsident, eller om han forbliver på posten som premierminister.
Læs artiklen hos The Economist her (kræver login): www.economist.com/leaders/2021/12/18/which-is-the-economists-country-of-the-year-for-2021.