Navnet Zerocalcare havde i lang tid summet rundt om min næse som en drilsk flue. Det var først, da navnet havde provokeret mig tilstrækkeligt, at jeg sådan lidt ugideligt åbnede en af hans bøger. Blot for at opdage, at vi var på geni-niveau.
Navnet Zerocalcare havde i lang tid været som en slags litterær flue, der fløj omkring mit ansigt, som om den ville gøre opmærksom på sig selv. For det mest baksede jeg lidt med armene for at få den til at flyve væk. Så forsvandt den. Men efter et stykke tid, var den tilbage igen. Og sådan fortsatte det. Hvorend jeg vendte og drejede mig, blev jeg ved med at støde på navnet Zerocalcare. På de sociale medier, på en hylde i min søns værelse eller i den lokale Feltrinelli-boghandel.
Og det var netop her, at jeg en dag kastede et distræt blik i retning af en stak bøger i et hjørne af boghandelen. Her fik jeg øje på flere stakke af en netop udkommet Zerocalcare-bog. Og da kom jeg i tanke om, at jeg dagen forinden – også her med et distræt blik – havde bemærket, at den netop udkomne bog nu lå på bestseller-førstepladsen, foran alle de etablerede italienske forfattere. Jeg overgav mig og købte ”Zerocalcare – La scuola di pizze in faccia del professor Calcare” (Professor Calcares skole hvor lussingerne sidder løst).
Da jeg senere begyndte at læse, åbenbarede der sig et helt nyt univers. Tegningerne var vilde, rebelske, pudsige, underfundige, humoristiske, sprælske og desuden befolket med mere eller mindre kendte personer og personager, fx. Aristoteles, Bradley Cooper, Lady Gaga, Frances McDormand, Darth Vader, den danske film-instruktør Nicolas Winding Refn og mange mange flere.
Zerocalcare var dog lidt af en udfordring. Stilmæssig er vi fjernt al tegneserielitteratur, der findes på dansk. Hans retoriske virkemidler og fortællestil var ”svært tilgængelig”. Helt sikker ”for viderekommende” og vel nok fuldstændig uoversættelig. Findes der en dansk pendant? Nix! Zerocalcare består af et mix af elementer som romersk forstadsslang, indenrigspolitiske referencer, italiensk gymnasiejargon, bibelske passager samt lærde citater fra filosofiens og psykologiens verden. Alt dette bliver spædet op med en række opfindsomme og halv- og helkomiske betragtninger over livets generelle gøren og laden – fra de mindste detaljer til de største eksistentielle spørgsmål.
Hylende morsom
Men først og fremmest fandt jeg ud af, at Zerocalcare var hylende morsom. Han blev snart min foretrukne godnatlæsning, hvilket imidlertid skabte to alvorlige problemer, der på sigt ikke kunne ignoreres. For det første var jeg ved at knække sammen af grin under læsningen. Det startede med en let klukken, der ganske langsomt voksede i styrke for til sidste at blive til gode gammeldags grin, hvor man rent fysisk ”griner igennem”. Tårerne trillede mig ned ad kinderne, mens jeg gav efter for totalt ubeherskede grineflip over en overdådig og overdreven komik. Imens sad min kone ved min venstre side med sine amerikanske forfattere og sendt mig et bebrejdende blik: ”Ej … gider du godt lige at styre dig?! Det er jo totalt umuligt at koncentrere sig”.
Zerocalcares mor – her portrætteret som en høne.
En anden bivirkning ved min godnatlæsning af Zerocalcare var, at mine mange grineflip angiveligt pumpede hormoner eller endorfiner eller whatever det nu var ud i kroppen, hvilket gjorde det vanskeligt for mig at falde i søvn. Og det til trods for, at videnskaben for længst har fastslået, at det at grine gør godt for hjernen, hjertet, lungerne og hovedet. Latter – hedder det – ”stimulerer produktionen af endorfiner og af kemikalier produceret af hjernen, der forbedrer vores humør. Derfor er grinet også at betragte som en form for antidepressiv middel”. Helt fint. Men jeg kunne altså ikke falde i søvn. Godnatlæsningen af Zerocalcare fik således hurtigt en ende.
Et good damn geni
Men jeg fandt altså rimeligt hurtigt ud af, at ham der Zerocalcare han var et good damn utroligt geni! Det tog blot to historier. Et par hurtige fortællinger, hvor Zerocalcare tegner de hjerneneuroner, der bakser rundt inde i hans eget hoved for at forberede ham på en togtur fra Rom til Milano, hvor han skal sidde ved siden af en pige, som han kender, men ikke kender tilstrækkeligt godt. Eller historien om hvorledes folk, der er kærester, forlader hinanden og så bliver kærester igen og forlader hinanden igen og bliver kærester igen. Skrevet og fortalt og tegnet med et utroligt mix af indlevelsesevne og herlig romersk forstadskynisme og med en tilbagelænet involvering af alle de ovenfor nævnte kulturelle og psykologiske faktorer.
På blot 15 minutter var jeg blevet en fan. En beundrer. En tilbeder. En der ikke tøver med at kalde Zerocalcare for ”et geni”. Men for at vove sig ind på geniets retoriske område kræves der som bekendt et vist mod. Hans sider er totalt overtegnede med tekst og underlige kreaturer, og ved første blik er det svært ikke at have en følelse af, at et nærmer bekendtskab med teksten vil kræve en intellektuel kraftpræstation af de store fra læserens side.
Efterhånden som min læsning af og kendskab til Zerocalcare skred frem, stod det klart, at jeg ikke kunne undgå at skrive om ham. Jeg skulle simpelthen skrive om ham. Herefter startede jeg en diskussion med mig selv: Hvorfor i alverden en artikel om Zerocalcare, når jeg nu i forvejen ved, at mange af denne artikels læsere aldrig kommer til at sidde med en Zerocalcare-bog i hånden? Når hans tekster aldrig bliver tilgængelige på dansk? Hmm, godt spørgsmål som jeg begyndte at tænke over.
Mens jeg spiste, mens jeg gik på gaden, mens jeg foretog mig andre ting. Hvilken undskyldning skulle jeg diske op med overfor mine læsere for at retfærdiggøre en artikel om Zerocalcare? Mine egne hjerneneuroner begyndt dagligt at gennemløbe mit sinds lange tomme korridorer i en febrilsk søgen efter den dør, hvor der hang et skilt med påskriften ”god forklaring på hvorfor du skal skrive en artikel om Zerocalcare”. Den dør fandt jeg aldrig.
En rigtig dårlig undskyldning
Men så måtte jeg i det mindste kunne finde en god undskyldning. Eller bare en halvgod en af slagsen. Den første undskyldning, jeg fandt på, var, at jeg jo kunne oversætte en af hans mest egnede striber til dansk. En god ven og tegneserieforfatter havde herefter givet mig grønt lys: ”Du sender bare den danske tekst, så skal jeg nok sætte den ind”, havde han skrevet til mig med stor generøsitet. Så jeg gik i gang med at lede. Zerocalcares sidste bog er trods alt på mere end 250 sider, så mon ikke der skulle være masser af muligheder?
Kunne det være historien om samlevende par eller om en hypotetisk bogmesse eller om de følelser, der rammer ens nervesystem, når man undlader at svare en ringende telefon? Nixen, intet var muligt. Al oversættelse vil skulle have et noteapparat på samme længde som Berlusconis synderegister, hvis en oversættelse fra italiensk til dansk skulle kunne lade sig forstå. Og det ville ligesom gøre hele opsætningen af en dansk oversættelse lidt for Titanic-agtig.
Så jeg endte med den dårligste af alle undskyldninger for at skrive en artikel om Zerocalcare: når du sidder med vennerne – hvem end de måtte være – og diskuterer nye tendenser i europæisk litteratur, og talen naturligvis falder på autofiktion i pandemitider, er det så ikke bare en lille smule tjekket at kunne foretage en tilbagelænet name dropping om en ukendt italiensk tegneserieforfatter med en succes, der siger spar-to? Sådan med en lidt livstræt attitude … ”Kender I i øvrigt ham den populære italienske tegneserieforfatter Zerocalcare. Nej nej, jeg har ikke læst ham, men jeg ved, at han er blevet ret populær på at blande street life med psykologi og filosofi og hverdagsliv og egne oplevelser og bla bla bla …..”
Hvem er han?
Men hvem er Zerocalcare egentlig? Hans borgerlige navn er Michele Rech og tegneseriefiguren Zerocalcare er naturligvis hans alter ego. Rech, 37 år, er oprindeligt toscaner men har i mange år boet i Roms Rebibbia-kvarter, der især er kendt for sit fængsel af samme navn. Og i øvrigt optræder kvarteret ofte i hans tegneserier. Det samme gør mange af hans venner, i mere eller mindre karikaturagtige former, hvilket dog ikke gør noget, for som Zerocalcare siger: ”Der er næsten ingen af mine venner, der læser mine tegneserier”.
Er italienskkyndige interesseret i at stifte nærmere bekendtskab med Zerocalcare er det bare at gå om bord i YouTube, hvor kilometervis af interviews med tegneseriefænomenet er tilgængelige. I flere af disse interviews har han bl.a. fortalt, at han tilbringer store dele af sin arbejdsdag siddende på en sofa foran amerikanske TV-serier, mens han tegner løse på sine fantasifulde fortællinger. Når klokken nærmer sig frokosttid, begiver han sig ofte 200 meter ned ad gaden for at spise en omgang pasta hos sin mor. Også hun er at finde i hans tegneserier, hvor hun ofte antager skikkelsen af en stor høne.
Det politiske ugemagasin L’Espresso har kaldt Zerocalcare for ”Italiens sidste intellektuelle”, og når han signerer sine bøger udvikler begivenheden sig ofte til et sandt tilløbsstykke. En gang, i Milano, havde der dannet sig en kø på 150 meter med Zerocalcare-fans, der ventede på at få deres nykøbte bog signeret.
Well, ok. Finito. En gang kommer nyhedsbrevet til at består af et rigtigt Zerocalcare-interview med et foto af ham, hvor han sidder på sin sofa og tegner. Det er hermed et løfte.
www.zerocalcare.it